Domaine Chevalier Guignette

Your Subtitle text
Vinjournal 2006

Vinjournal 2006 Domaine Mudderklire:

 

Oktober 2003 er der plantet 20 stokke med Rondo, 10 stokke med Leon Millot, og 20 stokke med Biancha – alle på egen rod fra Bønsdorff, samt én rød stok – stikling fra Jørgen på Bornholm, samt 3 hvide fra vor tyske ven på Domaine   .

 

Vinteren 2003/2004 dør 10 Biancha stokke og erstattes med 10 Zalas Perle. Der plantes desuden 2-3 hvide tyske stokke. Alle dyrkes økologisk på gammel havbund af sand, iblandet tilført muldjord i forholdet ca. 2:1 i de øverste 30 centimeter og rent sand nedenunder.

 

Sommeren 2006 er alle røde med én arm, hvorfra skud med druer går op. De fleste Biancha har også en arm, mens Zalas Perle knapt er nået dertil.

 

 

23.9.06

 

Næsten alle Rondo blev pakket ind i fuglenet i weekenden den 26./27. august. Få hvide Bianca blev pakket ind, og kun en eller to Leon Millot.

 

I dag den 22./24. september kan jeg konstatere, at de to Rondo, der ikke blev pakket ind, virker modne. Mens alle de indpakkede mangler i hvert fald 1-2 uger og smager syrligt.

 

Leon Millot forekommer at være lige så langt fremme som de indpakkede Rondo.

 

Der er endnu ikke spist druer af fugle.

 

Med andre ord ville det have været bedst at vente med fuglenet til ca. den 15. september, så druerne får mest mulig modning.

 

Rondoernes blade er stort set alle mørkerøde, specielt oppe i vindhøjde. Formodentlig skete det for en uge siden i en blæst med ca. 15 m/s fra vest. Nye grønne blade skyder op. De andre vinplanter er stadigt grønne.

 

Der er et par Leon Millot pakket ind – siden august. I dag, den 24.9 har jeg bundet blå fuglenetsløjfer omkring leon millot-stokkene for at se, om man kan holde fuglene væk uden at dække druerne og forsinke modningen.

 

Med lidt held er Rondo  og Leon Millot modne samtidigt.

 

Det tyder på, at fuglenettene hæmmer modningen, og at de bør sættes på senest muligt.

 

 

Den 7.10.06:

 

6.10.06 – Dagen før høsten

 

Efter flere dages tørvejr har der siden i går kl. 17 regnet 5,3 mm. til i dag kl. 17.00. I morgen tidlig plukker vi. Den 7.10. har det om natten regnet godt 4 mm, og der er altså i de sidste halvandet døgn faldet næsten 10 mm.

 

Vi kan konstatere, at der ikke er sket sprængninger af druerne som følge af for megen regn.

 

Vi kan yderligere konstatere:

 

Ca. halvdelen af LM-druerne (10 LM-stokke i alt) er ædt af fugle. De 2 indpakkede LM og 3-4 stokke har stadigt næsten alle druerne siddende. Klaserne er små, rimeligt modne, men med små grønne druer både i overfladen og lidt inde i klaserne. De grønne druer virker ikke, som om de ville være blevet modne ved at blive hængende, og er generelt meget små.

 

Hvorfor er der konsekvent grønne druer ind mellem de modne druer i LM-klaserne?

 

Rondoerne hænger i overvældende mængder på de 18 stokke, der er pakket ind i fuglenet, mens druerne på de 2 uindpakkede ser ud til at være spist.

 

Vi plukker i alt, hvad der svarer til 41 kilo afstilkede Rondo og 4-5 kilo afstiklede Leon Millot. Herudover kasserer vi i marken formodentlig 10 kilo Rondo.

 

Hvad er der så galt med Rondo’erne? Ja, der er naturligvis enkelte med råd, og enkelte angrebet af hvepse eller fugle. Den store synder er imidlertid rynkede druer.

 

Det følges oftest ad, så næsten alle klaserne på en stok har rynkede druer, mens andre stokke slet ikke har det. I en klase vil typisk de mindste druer være rynkede – som om væskespændingen er væk – og de største druer stadigt være spændt ud. Der er ingen misfarvning. Der er ikke smagsforskel mellem de små rynkede og de store druer i klasen – måske en anelse mere modning ved de store, som det som regel er tilfældet. Det virker som om, at de ranker, hvor en meget stor druemængde har været pakket tæt, er angrebene værst.

 

Der er 2, max. 3 klaser pr. gren. Men de er meget store, og det er første år. Snak med andre vinavlere tyder på, at der med 51 kilo druer båret på tyve rondoer – altså 2½ kilo druer pr. stok – har været alt for stor belastning på hver stok. Når dertil lægges, at jorden er mager, har vi måske en forklaring på, at planterne tidligt rødmede, stoppede modningen – og som det viste sig året efter – døde. 15-16 rondoer overlevede ikke den alt for store høst det første år. Den burde have været begrænset til mindre end 1 kilo pr. stok.

 

Desuden tyder meget på, at planterne i kraft af den store belastning havde fået stilkesyge – et fænomen, der i øvrigt var udbredt i sæson 2006.

 

 

 

Blandt de hvide druer høstede vi omkring 1½ liter saft eller svarende til ca. 3 kilo afstilkede druer.

 

Dels havde vi i sommerens løb spist af de modne hvide druer, dels  var en enkelt eller to stokke angrebet af lidt ”cigaretaske” på druerne – vist meldug, hvor druerne stadigt smagte godt, men havde fået små brune pletter i overfladen.

 

Resultatet af høsten var:

41 kilo Rondo med Oeschle nede på 50

4-5 kilo Leon Millot med Oeschle på 70

3 kilo Biancha med Oeschle på 62.

 

Konklusion:

 

Man bør ikke pakke druerne ind i fuglenet, før det er nødvendigt. Det hæmmer modningen, mws mindre de pakkes mere luftigt ind i lange baner, så der kommer mere solindfald.

 

Man bør første år lade stokkene bære færre druer, selv om der har været tale om en præmiesommer med sydeuropæisk juli, lidt for regnfuld august og tør september.

 

Man kan sikkert gå ud fra, at fra bladene begynder at rødme, vil det være minimalt, hvad der går af modningsenergi til druerne.

 

Det er nødvendigt at pakke druerne ind med fuglenet, ellers bliver de som med Leon Millot ædt af fuglene.

 

 

Vinificering:

 

Der sættes den 7. og 8.10 gang i produktionen af 3 vine:

 

Vin I:

 

18,5 liter Rondo (50 Oeschle) og 4,5 liter Leon Millot (70 Oeschle) – i alt ca. 54 Oeschle.

 

Druerne er uden rynk og andre skavanker. Afstilket i hånden den 7.10, og 4 g. gær SIHA AKTIVHEFE 8 (Burgunde). Gæren karakteriseret ved dybde i smagen og killer-instinkt jf. mærkat.

 

Der er ikke tilsat næringssalte eller enzymer før gæringen.

 

Gæringen finder sted i plastbeholder med låg og gærhals.

 

54 Oeschle svarer til 6,6 vol.%. Der chaptaliseres derfor med ca. 6 %, så vi når op på 12,5 %. Det svarer til 23 liter á 18 g. sukker x 6 = 2.484 gram.

 

Der måles syring, når skallerne 1 uge senere presses fra og vinen sættes til fortsat gæring. Gæringen finder sted ved godt 20 gr. C

 

Første gæringsblop om natten mellem den 8. og 9. oktober.

 

 

Der er tilsat 310 gram sukker

 

 

Den 14.10.06:

 

Vin I fortsat

Der er den 7.10 og 11.10 tilsat i alt 614 gram. Den 14.10 tilsættes i forbindelse med presningen 1.456 gram, så der i alt er chaptaliseret med 2.070 gram. Det svarer til, at vi kun chaptaliserer med 5 %. Det skal dog nævnes, at ved presningen levnes ca. 4 liter i masséspanden, så der er tale om 19 liter incl. skaller. Med andre ord svarer det faktisk til næsten 6%, fordi det meste sukker er tilsat i dag.

 

Syren måles til 7.5, og der korrigeres derfor ikke.

 

Oeschlen er nede på 4-5, og sukkeret er næsten gæret op, før den nye tilsætning.

 

Subjektivt: Jeg oplever ikke vinen som særligt vinøs (gæret), den er ikke syret, eller har kant, men er nærmest lidt flad ved dagens begyndelse. Vinen er markant mørkerød.

 

Mængde: På grund af manglende balloner, bliver der kun 3 x 4,75 liter, som gæres videre.

 

 

Vin II:

 

Vin II består af de knapt så gode Rondoer med en del rynkede druer i. Der ender med at være 18 liter Rondo inkl. Skaller – og en Oeschle på 45-50 – svarende til 5,2 vol. %. Der chaptaliseres med med 7 % til ca. 12,2 %. Det svarer til 18 liter á 18 g. sukker x 7 = 2.268 gram sukker

 

Lægges i plasticbøtte med låg og gæringsrør den 7., tilsættes et lille gram svovl og overnatter. Den 8. påbegyndes gæring med en Gær 56U, der er karakteriseret ved at gå 1 % op, så rød f.eks. bliver 13,5. Gæren kan bruges både til rød og hvid.

 

Den 8. tilsættes endvidere næringssalte (lille brev).

 

 

Den 14.10.06

 

Vin II bliver på grund af mangel på balloner reduceret til een ballon à 4,75 liter. Presses. Der er den 7. og 11.10 tilsat 615 gram sukker, og der tilsættes i dag 650 gram, så der i alt er tilsat 1.265 gram. Det svarer i store træk til, at der faktisk er chaptaliseret med mere end 7 %, da der formodentlig er ihvertfald 5 liter tilbageværende vin, vi ikke bruger videre.

 

Syren måles til 7,5, og der korrigeres ikke.

 

Oeschlen er målt til 3-4, før sukkeret tilsættes til den pressede ballon i dag.

 

Subjektivt: Jeg har ikke smagt den. Vinen er markant mørkerød.

 

Mængde: På grund af manglende balloner, bliver der kun 1 x 4,75 liter, som gæres videre.


 

Vin III – Rød/Hvid:

 

8.10

Vin III har dels 1½ liter hvid druesaft (presset af 18 liter hvide druer med stilk) med en Oeschle på 62, samt 3,2 liter rød saft presset efter en nat uden gæring, men med svovl svarende til 1 g. pr. 25 liter (se vin II) – Oeschle ca. 45). Det svarer til en Oeschle på ca. 50 og en vol. % på ca. 6 %.

 

Der chaptaliseres med 5 % til 11%. Svarende til 17,5 g. sukker á 5 liter x 5 % = 438 gram sukker.

 

Den 14.10.06:

 

Vin III flyttes til ren ballon. Temmelig meget bundfald bliver liggende, så der fyldes op med ca. 1 liter vin I. Der er den 7.10 tilsat 200 gram sukker, og der tilsættes i dag 180 gram, så der i alt er tilsat 380 gram. Det svarer i store træk til, at der faktisk er chaptaliseret med 4.3 %.

 

Syren måles til 10,5, og der korrigeres ikke.

 

Oeschlen er målt til 1, før sukkeret tilsættes til den pressede ballon i dag.

 

Subjektivt: Vinen smager vinøs, og der er rimeligt bid og smag i den. Som en kraftig rose-vin. Vinen ser ud som en mørk rose-vin eller en pinot noir.

 

Mængde: Der bliver kun 1 x 4,75 liter, som gæres videre.

 

 

 

 

 

Konklusion:

Ud over at druerne skal være mere modne, bør vi naturligvis have indkøbt gær nok ved start af produktion. Vi tilsatte svovl, men om vild gæring ellers ville være startet, er svært at vide.

 

Det kan også diskuteres, om det er rigtigt med så lav en Oeschle at bruge en gær, der lægger an til ekstra høj vol. %.

 

Konklusion fra den 14.10:

 

Vi skal hælde al sukkeret i mosten, før vi sætter gæringen i gang. Jeg tror på rose-vinen. Aner ikke, hvordan rødvinen bliver.

 

 15.10.06

 

26.10.06

Hej Bent,

Melder at malolaktisk kultur er tilsat 26/10, kl. 19:28:00 i fire balloner. Ikke VIN 2, da den stadig gærer.

Der er tilsat ½ g pr. liter, dvs ca. 4½ g pr. ballon udrørt i ca 20 g varmt vand i forholdet 1:9.

Temperaturen i vinkælderen er ca. 21 grader. Barometerstanden 1000 HPA (de varsler storm)

Luftfugtighed: Ja

 

Ellers alt vel

Lars

 

18.11.06

 

Rød I 11 – alkohol  %

Rød II 13,5 alkohol %

Rose 10 alkohol %

 

Der bliver ved omstikning reduceret fra 5 til 4 balloner og 3 flasker.

 

De 4 balloner efterfyldes med rød I.

 

Der tilsættes 2 g. svovl pr. 25 liter. 0,4 g. i hver af de 4 balloner – 2 Rød I, 1 Rød II, og 1 Rose, ligesom de sidste 0,4 g. tilsættes den resterende vin, der omstikkes til 3 flasker.

 

 

17.12.06

 

Alle fire balloner omstukket. Tilsat, hvad der svarer til 2 g. svovl pr. 25 liter.

 

1 ballon havde bundfald som ved sidste omstikning, 3 balloner krystallisk bund. Der blev i alt tilsat 1½ flaske rødvin af ovenstående 3 flasker.

 

Lars oplyser, at bedste vin er rose-vinen, Rød I er nu bedre end Rød II. Sidstnævnte lidt skarp og sur. Lars mener, at ballon IA er bedre end IB.

 

 

bnb

GoDaddy.com